Ørebetændelse hos hund

Ørebetændelse er vigtigt at få behandlet. Dels kan det være smertefuldt, dels kan det udvikle sig til at blive værre både i det ydre øre og til også at omfatte mellemøret. Omkring 20% hunde får ørebetændelse en eller flere gange. Betændelsen kan være i begge ører eller kun i det ene.

Symptomer på ørebetændelse:

     

      • Ryster ofte hovedet

      • Kradser sig i og ved øret

      • Rødme og sår på øre

      • Puds i det ydre øre

      • Lugt fra øret

      • Feber og energiforladthed

    Ørebetændelse kan skyldes bakterier, svampe eller en blandingsinfektion. Det kan også være allergi, parasitter som øremider, et fremmedlegeme eller forsnævringer i øregangen.

    Det er vigtigt at få en dyrlæge til at kigge på din hunds ører, hvis du har mistanke om ørebetændelse. Dyrlægen kigger ind i hundens ører med et otoskop. Hvis din hund har mange smerter, kan det blive nødvendigt at bedøve den for at kunne stille den rette diagnose og finde den rette behandling. Vi tjekker trommehinde og tager en prøve af puds til mikroskop.

    Hvordan behandler dyrlægen ørebetændelse?

    Første skridt er at fjerne betændelse og voks fra øregangen med en ørerens.

    Hvis ørebetændelsen ikke er så alvorlig en omgang og din hund er samarbejdsvillig, så vil vi formentlig bede dig om at rense dens ører derhjemme. Og hvordan gør du lige det? Ja, det viser dyrlæge Louise Stoltenberg fra Herfølge Dyrehospital på sin hund Bruce i videoen her:

    Hvis din hund har mange smerter og hvis ørebetændelsen har udviklet sig, så kan det være nødvendigt at foretage ørerens under narkose. Herefter udskriver dyrlægen de rette øredråber Vi sørger for, at din hund er smertedækket; på klinikken og hjemme.

    Hvordan kan du forebygge ørebetændelse ved din hund?

    Tjek jævnligt din hunds øre. Hvis der er ørevoks, skal du fjerne det med en tot vat og et ørerensemiddel. Brug ikke vatpind nede i øret – du kan komme til at ødelægge trommehinden.
    Racer med tæt hårvækst ved øregangsåbningen er særligt udsatte. Væn din hund til, at du fjerner hårene , så de ikke samler skidt og voks.

    Efter en svømmetur bør din hund få tørret ørerne godt, da et fugtigt miljø gør dem særligt udsatte for ørebetændelse.

    Del gerne på sociale medier

    Facebook
    LinkedIn